Bituflex NOXOUT fra Phønix Tag neutraliserer luftens NOx-partikler. Partiklerne, der bl.a. stammer fra industri, brændeovne og lastbiler, er et stadigt større problem. Derfor er det vigtigt at nedbryde dem, inden de ender i vores lunger.
Phønix Tag har tidligere lanceret en NOx-reducerende tagpap ved navn Lessnox. Men det nye produkt er seks gange mere effektivt end det tidligere produkt. Hvis du fx monterer NOXOUT på et 1.000 kvadratmeter stort tag, neutraliserer det i løbet af et år NOx svarende til 175.000 kilometers bilkørsel.
Solens UV-stråler nedbryder en del af de farlige partikler, men den særlige belægning på NOXOUT-tagpappen sætter ekstra fart på processen. Det øverste lag på tagpappen indeholder titandioxid, og det gør tagpappen til en form for ”katalysator”.
Den nye tagpap er hvid, og det giver en varmedæmpende funktion hen over sommeren, fordi NOXOUT reflekterer solens varme bedre end et sort tag. Dermed får bygningen et lavere energiforbrug i de solrige og varme sommermåneder.